Nuklearangreb i USSR
Nukkrig skete aldrig, og derfor blev Bunker-42 aldrig kaldt til at opfylde sit tilsigtede formål
Der er et antal boliggader i sydøst, som alle ser ens ud. De er propfyldte med livløse biler og skygget af tårnhøje grå lejlighedsblokke, fuldstændig uanselige og umulige at skelne fra hinanden. Faktisk er de uskyldige og usynlige, omtrent lige så interessante som en samling frimærker, men det er netop det, der gør dem til det ideelle sted at bygge noget virkelig, virkelig vigtigt, som du ikke vil have, at nogen skal vide noget om. En atom-bunker, for eksempel…
Ret hvordan sovjetiske ledere formåede at konstruere 7.000 kvadratmeter af hule tunneller 65 meter under jorden, og gjorde det uden at afsløre det mindste tegn på aktivitet for nogen, er næsten umuligt at forstå. Endnu mere fascinerende er hvorfor de overhovedet gad at gå til en sådan gene.
For at forklare dette må vi tilbage til slutningen af 1940'erne, da byggeriet af projektet begyndte. Verden var i tumult, efter netop at have slingret sig ud af Anden Verdenskrig og lige ind i Den Kolde Krig. Spændingerne mellem øst og vest var højere end nogensinde, og en atomkrig syntes ikke at være et spørgsmål om hvis, men hvornår. Bunker-42 blev designet som svar på denne uundgåelighed, et sikkert tilflugtssted, der ville opretholde den sovjetiske krigsmaskine trods et angreb.
Atomkrig skete selvfølgelig aldrig, og derfor blev Bunker-42 aldrig indkaldt til at opfylde sit tilsigtede formål. Men den blev heller ikke nedrevet, ryddet eller genovervejet til et andet formål. I stedet blev den efterladt urørt, et projekt frosset i tiden indtil 2006, da den blev genindkøbt og restaureringsarbejdet begyndte. I dag står den som et uhyggeligt monument ikke kun for Ruslands historie, men for verdens, og er åben for offentligheden.
