Når Østen Spiser Vesten

Der er en grund til, at den første kejser af Rusland er kendt som Peter den Store. Han var den, der åbnede sit lands øjne for Vesten, for progression og reform, og forvandlede det fra en nation marineret i middelaldersk mudder til en moderne supermagt i Europas forkant. Han revolutionerede Ruslands tilgang til praktisk taget alle områder af forskning og liv, fra kultur til videnskab, og udvidede dets horisonter i alle retninger og satte det på en oplyst vej, der fører hele vejen til nutiden. Hvis noget, var 'stor' en underdrivelse.

Det er nok til at få en til at undres over, hvad han ville tænke, hvis han så Rusland i dag. Der er ingen tvivl om, at han ville bruge et stykke tid på at vænne sig til mange af de ting, vi tager for givet; elektricitet, computere, fodgængerovergang. Først da ville han måske begynde at tage sine omgivelser ind, de kantede bygninger lavet af glas og metal, de enorme asfaltmotorveje kvalt af en konstant strøm af biler, de kæmpestore reklameplakater, der annoncerer produkter designet til at berige ens liv.

Faktisk har Rusland ændret sig meget siden Peter var omkring. For at starte med er nu hovedstaden, ikke St. Petersborg. Livets fokus er flyttet fra landbrug til forbrugerkultur, og, ligesom det meste af den moderne verden, fra overlevelse til akkumulation af rigdom. Virksomheder som McDonald's og Coca Cola svømmer nu i byen, betjent af modebevidste mennesker, der ankommer i strømlinede sorte Audier og executive saloons. Hvis Peter drømte om et moderne Rusland, der tager indflydelse fra resten af Europa, så er dette det.

Få steder repræsenterer denne progressive vision bedre end Luce restaurant. Tilsyneladende er Luces hoveddomæne vin, eller, mere specifikt, italiensk vin. Dets vægge er dækket af flasker, der venter på at blive åbnet, brooding i gløden af velplacerede lysstråler, villige til at blive fortært af mændene og kvinderne i Ruslands renæssance. Faktisk var selve navnet på restaurant inspireret af Frescobaldi, en af verdens ældste vinproducenter.

De er der for at forbedre en eklektisk menu, der er tungt læsset med pizza og pasta, fisk og focaccia, der imødekommer smagsløg, der kræver stadig rigere og finere mad, mens der stort set ikke tages hensyn til omkostningerne. Men den beskedne menu selv antyder lidt om den tryllebindende kvalitet, som kunderne kan forvente, når deres måltid ankommer. Hver ret er sofistikeret og raffineret, fyldt med smag og præsenteret med forbløffende opmærksomhed på detaljerne.

Dette alene ville være nok til at placere Luce i Moskvas restaurantelite, men det repræsenterer kun halvdelen af, hvad der gør dette sted så specielt, for ved siden af de uden tvivl lækre udenlandske retter kan der findes lige så lækre russiske retter, fra bøf stroganoff til borsjtj. Det anerkender, at Ruslands køkken har stor dybde og variation, og at det er mere end i stand til at stå sin prøve mod titans i global ernæring.

Men det repræsenterer også noget dybere end dette. Det viser, at Rusland har omfavnet Vesten, som Peter den Store ønskede, men ikke på bekostning af sin egen kultur, og mens fingeraftryk fra hele verden kan findes i hele Moskva, bidrager de konstruktivt til byens kultur snarere end destruktivt.

Som et resultat begynder den russiske kultur at sprede sig ud af Peters vindue mod Vesten, permeat de meget steder, der hidtil har været med til at sætte globale trends, fra vodkaen, der nu er tilgængelig i hver europæisk bar, til kosak-hatte, der kan ses boble gennem byens gader hver vinter, til stroganoff, der er blevet en basisret i mange engelske husholdninger, til milliardæroligarker, der har spenderet deres lommepenge på den fineste fodboldliga i verden.

Kunne Peter den Store nogensinde have drømt om dette?