Lavede i Rusland

Du har boet i Rusland i lang tid, rejst meget rundt i dens byer, besøgt berømte teatre og klassiske balletter, læst mange bøger af fremragende russiske forfattere... Det ser ud til, at du ved alt om dette land. Er du sikker?

I denne artikel vil du lære om nogle særegenheder, som blev født i Rusland. Ting, som du ikke vil møde i rejseguiderne. Dog vil de hjælpe dig med at komme lidt tættere på Rusland og forsøge at forstå, hvorfor "du ikke vil forstå hende med dit sind, eller dække hende med en almindelig etiket".

Subbotnik

I foråret 1919, to år efter revolutionen i Rusland, appellerede den bolsjevikiske partileder Vladimir Lenin til folk om at hjælpe med at forbedre jernbanerne. I svaret var der dem, der meldte sig frivilligt til at arbejde ekstra timer om lørdagen uden løn. Da ‘lørdag’ på russisk er ‘subbota’, blev en sådan dag kaldt en ‘subbotnik’. Traditionen fortsatte indtil slutningen af den sovjetiske æra, op til begyndelsen af 1990'erne. Hvis det i starten virkelig var baseret på entusiastiske frivillige inspireret af revolutionære ideer, endte det med at blive en obligatorisk social begivenhed, der blev afholdt hvert år i april i anledning af Lenins fødselsdag. Subbotniks handlede hovedsageligt om at rense nabolaget, plante, bygge arbejder og reparere offentlige faciliteter. Men for nylig er ideen om subbotniks bygget på en frivillig ånd blevet genoplivet. For eksempel har Moskva med succes gennemført “Den Rene By” festivaler et par forår i træk. Enhver, der ønsker at deltage, får udleveret en uniform og rengøringsværktøjer til at hjælpe med at rengøre parker, gader, handelscentre, biblioteker, museer, boligbyggerier osv.

Dachas og dachniks

‘Dacha’ er et landsted for en byfamilie at opholde sig i, og som regel bruges det ikke til permanent ophold. I Rusland er det en almindelig overbevisning, at dacha er et rent russisk fænomen, og det kan ikke sammenlignes med sommerhuse i andre lande. Begrebet Homo Dachnik kan referere til enhver person, der ejer eller lejer en dacha.

Så, hvad gør dacha-livsstilen så betydningsfuld og attraktiv for russerne, og hvorfor foretrækker de det frem for andre typer af hvile på trods af alle bekymringer og problemer forbundet med det? Dacha ses som et tilflugtssted, hvor livet har mere mening end i byen. Her føler man sig virkelig hjemme og tættere på Moder Natur. Arbejde ved dachaen – havearbejde, byggeri og reparationer – gøres til ejerens eget bedste, derfor kan det være hårdt, men stadig behageligt. En ægte dachnik er også en fremragende ekspert i havearbejde – en babushka-dachnik uden særlig uddannelse ville hurtigt lære dig, en dacha-løs byboer, alle de mindste detaljer vedrørende jord, gødning, frø, spire og planter.

Ifølge Yandex og Google-statistikker går det højeste antal online søgninger i Rusland på sådanne som ‘hvordan man forskønner en dacha-hus og området omkring’ eller ‘idéer til din dacha – hvordan man gør den mest komfortabel med egne hænder’.

Balalaika

Dette russiske strenge instrument blev sandsynligvis opfundet af fæstebønder eller livegne tilbage i Ruslands middelalder for at forskønne deres liv, bringe lidt glæde til det. Balalaika har en karakteristisk trekantet krop og tre strenge. Dets navn stammer fra de gamle russiske verber ‘balagurit’ eller ‘balabonit’, som betyder at småsnakke, have en lille snak. Så essensen af balalaika er at være et nemt og sjovt instrument til at klange og tromle musik på.

Balalaika var meget populær blandt skomorokhs – omstrejfende skuespillere-og-gademusikanter og bønder. Skomorokhs plejede at underholde folk ved messerne for at tjene deres mad og drikke. De havde ikke den mindste idé om, at det instrument, de spillede, kunne synes mærkeligt for dem, der var ved magten. Men den ortodokse kirke betragtede alle folkemusik instrumenter som djævelens kar. Så den store russiske hertug beordrede at samle alle og brænde dem. I et stykke tid blev balalaika glemt, selvom bønderne på landet fortsatte med at praktisere at spille den. Men alt ændrede sig takket være den unge adelsmand Vasily Andreyev, der én gang hørte balalaikaen. Han blev forbløffet over dens bemærkelsesværdige lyde. Til hans overraskelse vidste Andreyev, der betragtede sig selv som en ekspert i folkemusikinstrumenter, intet om balalaika. Han besluttede at forbedre instrumentet. Desuden gøre det populært. Siden den tid blev der indført en ny regel i den russiske hærs: i begyndelsen af tjenesten modtog alle nye soldater balalaikas, som de kunne tage med hjem efter tjenesten var overstået. Så takket være Vasily Andreyev blev balalaikaen ekstremt populær, ikke kun i Rusland, men endda i udlandet. Dens musikalske lyde blev bemærket af russiske komponister, og balalaika begyndte at blive brugt af klassiske orkestre. I dag er det et symbol på det russiske folk og kultur.

Mørkt (rug) brød

Der er ikke noget måltid uden brød i Rusland. Siden gamle dage er udenlandske besøgende i Rusland uundgåeligt forbløffet over, hvor meget brød russerne kan konsumere. Mørkt rugbrød er et af landets symboler. Det er rigere på fiber end hvidt (hvede) brød, ofte stærkere i smagen og mørkere i farven. Derfor kalder de det mørkt, eller sort. Det bages uden gær, men med specialfermenter. I gamle dage blev dyrkningen af rug praktiseret meget mere end hvede på grund af de ustabile vejrfænomener i den centrale del af Rusland - korte varme sæsoner, fattig jord. Under disse omstændigheder voksede rugen rigere i høst. 70% af brødet var sort indtil sovjet-tiden. Ikke underligt at hvedebrød var bestemt for rige mennesker, mens almindelige russerne indtog sort brød.

Et interessant historisk faktum viser, hvad der kan ske, hvis russerne mangler sort brød. I 1736 under den russisk-tyrkiske krig trådte 54.000 russiske tropper ind på fjendens territorium. Rugmelforsyninger blev stoppet et eller andet sted på vej til dem. Så brød måtte bages af lokalt hvedemel. At spise fladt smagsløst hvidt brød forårsagede mange sygdomme blandt den russiske hær, da de var så vant til at spise rugbrød med sin karakteristiske sur smag. I det 19. århundrede skrev den berømte russiske digter, Alexander Pushkin, engang om sin ven, der, efter sin tilbagevenden fra Frankrig, nævnte: “At bo i Paris er dårligt, kære, intet at spise, der er ikke noget sort brød”. Pushkin bemærkede også, at tyrkerne, krigsfangene han havde mødt, klagede over måltider bare på grund af det mørke russiske brød, de ikke var vant til at spise.

Der findes mange slags sort brød - Darnitsky, Rijsky osv. Der er ikke meget forskel imellem dem, bortset fra én slags - Borodinsky. Det har en ganske særlig sødlig smag. Den største forskel er tilsætning af koriander. De kan også tilsætte sukker, honning eller sirup. Rug (sort) brød lavet af ferments kan bestemt betragtes som et rent russisk produkt. Det er meget sundt, da det indeholder mange vitaminer, jern, zink, calcium og mange andre nyttige stoffer.

Galosher (gummibeklædning)

“Det er ikke en god idé, mine damer, ikke at bære galosher i sådan et vejr,” sagde Filipp Filippovich i en formanende tone. - For det første kan du få forkølelse, og for det andet har du trådt mine tæpper op, mine persiske tæpper bør jeg understrege”. Som man kan se, formidler denne sætning taget fra den berømte Mikhail Bulgakovs bog “Hjertet af en hund” meget godt, hvilken betydning galosher havde i Rusland med sit skiftende og lunefulde vejr.

Galosher er ikke typisk unikke for Rusland, da de også blev brugt i USA, Storbritannien og andre europæiske lande. Men det er i det tsaristiske Rusland, at galosher blev en integreret del af filtede støvler, eller valenki, og dermed blev et uundgåeligt fodtøj gennem de strenge russiske vintre. I dag er galosher blevet erstattet af forskellige typer gummistøvler.

Fodindlæg (portyanki)

Hærens udrustning handler først og fremmest om funktionalitet og traditioner. Fodindlæg kaldet på russisk ‘portyanki’ kombinerer begge dele. Båret i den russiske hær siden Peter den Stores tid hjælper disse rektangulære stykker stof, der er viklet om fødderne på en særlig måde, med at beskytte dem mod gnavninger og opsuge sved. Sammenlignet med sokker er fodindlæggene billigere og enklere at lave, hurtigere at tørre og mere modstandsdygtige over for slid og tåre: eventuelle huller kan kompenseres ved at vikle stoffet i en anden position. Om vinteren bærer den russiske hær flannel fodindlæg, mens der om sommeren bruges deres bomuldsvariant. Som en general nævnte, “Fodindlæg, de var, de er, og de vil være. Selvfølgelig har den russiske hær prøvet sokker, vi lever ikke i en stenalder. Men det fodtøj, tropperne bruger, dvs. lærreds-støvler, kan ikke kombineres med syntetisk. Og hvis det ikke er syntetisk, skal tykke sokker syes individuelt, ellers vil de forårsage vabler eller, i det mindste, meget ubehag, når de er krøllet. Derfor fejler sokker uundgåeligt her”. Derudover kan en ung mands evne til øjeblikkeligt at lave sokker af to næseklude tiltrække unge pigers opmærksomhed og dybt imponere dem.