En flight af fantasi
Det primære mål er at gøre så meget grin med tyngdekraften som muligt
Jeg er 1.000 meter over jorden. Det lyder ikke af meget, indtil du indser, at der kun er lidt carbonfiber og meget tynd luft mellem dig og et stort splat. Mine øjne flakker omkring, og mit sind tager ikke nogen af det ind. Jeg tror, jeg smiler, men min ansigtsudtryk kan bare være gået i standardmode, fordi det ikke ved, hvordan man behandler tanker, der involverer symboler i tilfældige kombinationer som ‘#*@£!?’ og ‘&%?*#!’
Et sted i kaoset af hvid støj, der smelter mine ører, fortæller en stemme mig at tage kontrol. Nogle af de symboler falder ud af min mund. Jeg holder min hånd stramt om joysticket mellem mine lår, og flyet ryster nervøst, reagerer på min ængstelse. Jeg fokuserer, og tvivler på, at jeg nogensinde får chancen for at gøre dette igen. Desuden ville jeg hade, at mit billede kom i morgendagens aviser under overskriften ‘Grusom Ende for Klodset Britisk Mand’.
Pludselig er jeg ni år gammel, siddende med korslagte ben på mit værelse og spiller på en spillekonsol. Nej, jeg er Maverick, der river gennem himlen med Goose ved min side og tænker over, hvordan en libertiner jeg må se ud lige nu. Nej, jeg er på hovedet, beruset af adrenalin og totalt desorienteret. Hvordan kom jeg hertil?
Det ville være generøst at sige, at jeg ikke ved meget om flyvemaskiner. Jeg ved, hvordan man sidder i en, hvor let det er at få krampe i en, og hvordan effekten af alkohol magisk forstærkes, når man træder over en af de store, buede tærskler. Jeg har endda udviklet en måde at få folk til at tro, jeg ikke er bange for at være hængt op i et sted, Gud aldrig havde tænkt, jeg skulle være, og kigge ned på et fald, Gud aldrig havde ment, jeg skulle overleve. Men det er dér, hvor min viden slutter.
Hvordan er det muligt at få en kæmpestor kasse lavet af metal og fyldt med mennesker, tasker og frygt op i himlen, og holde den der i nogle timer, før den afslappet driver tilbage mod solid grund? Hvordan sikrer de sig, at vingerne sidder stramt nok? Hvad sker der, hvis en varmluftballon kommer i vejen? Hvorfor præsenterer de ting, de forsøger at sælge, så livligt, mens sikkerhedsinstruktionerne præsenteres med sådan ligegyldighed? Hvorfor lyder piloter altid så selvsikre? Når iltmaskerne falder ned, betyder det så, at jeg skal dø?
Enhver håb jeg havde om at besvare – eller endda huske – disse spørgsmål, mens jeg kiggede ned på det rurale Rusland fra himlen ovenfor, var nytteløse, ikke mindst fordi jeg var optaget af følelsen af at være fanget inde i en tørretumbler midt i cyklen.
Akrobatisk flyvning er anderledes end normal flyvning. Der er ingen stewardesser, ingen klaustrofobiske toiletter, og ingen gratis drinks til at kamuflere dine nerver. Det primære mål er at drille tyngdekraften så meget som muligt, samtidig med at man får flyet til at gøre alt det, det aldrig var meningen, det skulle gøre. Det sekundære mål er at reproducere morgenens morgenmad på flyets gennemsigtige tag.
En pause. En chance for at trække vejret. Jeg kigger på den slørede jord nedenfor, en malers palet af smaragd, æble, gran og jade, britisk racerløb, oliven og mynte, en samling af grønne nuancer, der ser lige så indbydende ud som en pakke farvekridt. Det er smukt, selvfølgelig. Den eneste spor af industri sidder langt væk på horisonten, hvor landet blander sig med en strålende safirblå himmel, der svinder ind i en umærkelig tåge.
Jeg er blændet af det strålende hvide skin fra en doven flod, der føles sig mellem underlige formede marker, der giver plads til lunde af træer. Herfra ser de ud som buketter af broccoli. Om et par måneder vil de være ustyrlige og trætne, rystende under et tæppe af hvid sne. Jeg undrer mig over, hvor længe det fortsætter sådan; smukt, fladt, almindeligt. Der er meget Rusland til, at det kan fortsætte ind i.
‘Jeg slukker motoren nu’, kalder Mikhail fremad muntert. ‘Folk på jorden tror, vi styrter ned. Det er ikke et problem. Bliv ikke panikslagen.’
Han tager det alvorligt.
Jeg panikker.
* * *
Mikhail Maksimenko er en helt sympatisk mand. Han har sund, solbrun hud, glade hår og en helt afslappet væremåde. Han er selvsikker men afslappet og ser tilfreds ud med livet, hvilket er præcis, hvordan man ønsker, at nogen, der skal have ens eget liv i hænderne, skal være. Han har kun fløjet i 10 år, men i den tid har han formået at etablere sig som en højt respekteret pilot og instruktør, og rører nu skuldre med nogle af de mest anerkendte navne i branchen.
Hans virksomhed, Aerobatica, ligger på en flyveplads 100 kilometer uden for , langt nok til at føle sig fredelig og isoleret, men tæt nok på at være let tilgængelig fra byen. Himlen ovenfor er sprøjtet med de farverige skygger fra faldskærmspringere, der dovent svæver mod jorden, hvor de putrefaktive lyde fra dovne fly svæver rundt på en blid brise og skaber en følelse af afslappet travlhed. Mikhails virksomhed er ret ung – de er stadig ved at sætte de sidste hånd på en voluminøs hangar – men de etablerer allerede sig selv som et fremragende navn i luftfartsbranchen og førstevalg for alle, der ønsker at prøve akrobatisk flyvning.
Jeg stirrer ned på en slidt asfalteret landingsbane. Jeg ryster. Alt ryster. Flyet er levende, et monster, der strækker sig mod sin snor, brummer, stønner, klør på jorden. Mit hjerte banker desperat imod mit bryst, beder om at blive lukket ud, så det kan overvære fra jorden. Spændingen er elektrisk og ubarmhjertig, truende i sin hemmelighed.
Endelig begynder vi at rulle fremad, grebende efter stykker af beton i en krumbøjet galop, fortærende meter og trække vores omgivelser ind i impressionistiske stræk. Motoren presser mig uimodståeligt tilbage i min stol, erstatter dens utålmodige summen med et hastigt hyl. Jeg gør det samme. Hver muskel i min krop er stram, forberedt på luftfartens stille greb.
Vi løfter os næsten umærkeligt, en problemfri overgang fra jord til himmel. Flyet føles tilfreds, selvsikker og sikker, stikker min mund ind i et bredt smil, der ligger et sted mellem nydelse og lettelse. Jeg lader den åndedræt, jeg ubevidst havde holdt inde, slippe ud, og tillader mine muskler at slappe af. Jorden krymper under os, og med den, min frygt.
* * *
